KONSTANT har mere end 50 transformerstationer placeret rundt omkring i forsyningsområdet. De varierer meget i størrelse, og belægningstyperne er forskellige; Nogle har grus, andre har græs, og i byerne er der transformerstationer, som kun består af selve bygningen.
KONSTANTs transformerstationer er muligvis varierende og alsidige, men én ting har de til fælles: De skal være fremkommelige og tilgængelige, hvilket bl.a. indbefatter, at der på ca. 50 % af KONSTANTs transformerstationer skal slås græs.
Til at klare græsslåningen omkring nogle af stationerne i yderområderne har KONSTANT indkøbt robotplæneklippere: Nu skal robotterne stå for græsslåningen.
Med indkøbet af robotplæneklipperne undgår KONSTANT at bruge benzin og tid på at transportere den benzindrevne plæneklipper ud til stationerne og for selv at slå græsset.
Robotterne passer stort set sig selv: De styres nemt via telefonen, og de slår græs så ofte, som de er programmeret til. Herudover ”tanker de selv op”, da de selv kører tilbage til opladning på ladestationen.
Men helt vedligeholdelsesfrie er robotplæneklipperne nu ikke: En gang imellem skal de tjekkes, og klingen skal evt. udskiftes. Hvis der opstår en fejl på en af robotterne, får den bygningsansvarlige en advarsel på sin telefon, så vedkommende er forberedt allerede hjemmefra på, hvad fejlen er, og hvordan den skal løses.
Men der er tid at spare med investeringen i robotplæneklipperne: Før skulle en station tilses flere gange om måneden. Nu kan der spares på disse tilsyn, og den bygningsansvarlige kan nøjes med at tilse transformerstationer med en tilknyttet robotplæneklipper en gang hver anden måned.
KONSTANT har på nuværende tidspunkt indkøbt seks robotplæneklippere, så den benzindrevne plæneklipper må fortsat transporteres ud til transformerstationer, hvor der endnu ikke er indsat robotplæneklipper. KONSTANT har gjort sig gode erfaringer med de seks nuværende robotter, så det er meget sandsynligt, at ”robot-parken” vil vokse i fremtiden.
Indkøb af de seks robotplæneklippere er bl.a. foretaget pga. den tidsbesparende faktor, men robotterne er også mere miljøvenlige end de benzindrevne plæneklippere, da de kører på el. Udgifter til elforbrug afhænger af arealet, som skal slås, samt af hvor ofte plæneklipperen er programmeret til at slå græsset.
Alle seks robotplæneklippede hos KONSTANT er forsynet med et Litium-batteri, som er energibesparende og sørger for lang driftstid. Arealerne på de seks stationer, som robotterne ”arbejder” på, varierer, men de slår hver især et område op til 5.000 m2.
Hvis du kommer fordi en af KONSTANTs transformerstationer, kan du måske se en af robotterne i fuld gang og med ”snuden i græsset”.