Den øgede elektrificering stiller høje krav til kapaciteten i elnettet. Vi arbejder løbende på at udvide vores netreserve samt forstærke det eksisterende net, herunder udskiftning af elkabler, i hele KONSTANTs forsyningsområde.
Der er fuld gang i anlægsprojekterne i hele KONSTANTs forsyningsområde. Horsens og Aarhus samt områderne omkring og mellem de to byer gennemgår i disse år en enorm udvikling, samtidig med at solcelleparker, ladestandere og varmepumper kommer til i stor stil. Det stiller høje krav til kapaciteten i elnettet.
I KONSTANT arbejder vi løbende på at udvide vores netreserve samt forstærke det eksisterende elnet, således vi ikke blot understøtter elektrificeringen i samfundet, men også opretholder vores høje forsyningssikkerhed. Vi efterser og vedligeholder derfor løbende vores kabelstrækninger.
Høj kompleksitet i projektering og udførelse
Alle kabler i KONSTANTs elnet er registreret i vores Asset Management-system. På baggrund af data fra analyseværktøjet Copperleaf Asset modtager vores projektledere anbefalinger til eksempelvis udskiftning af nedgravede APB-kabler.
Der er mange aspekter, der skal tages højde for, inden udskiftning af elkabler kan igangsættes. Det gælder eksempelvis den generelle samfundsudvikling som motorvejsudvidelser, omlægning af trafikale knudepunkter eller andre aktører, der arbejder i området. Hertil skal lægges antallet af kunder på strækningen, alderen på de eksisterende kabler og de fysiske forhold, som kablerne skal lægges under. Der er stor forskel på anlægsarbejder i bymidter, hvor vi skal under fortove, gennem bebyggelser og over broer – og nogle gange endda under vand - og på åbent land, hvor vi kan sætte de større gravemaskiner ind eller evt. plove kablerne ned.
Arbejdet med vedligehold og udskiftning af mellemspændingskabler fortsætter i 2024 og 2025. Investeringerne sker iht. vores netudviklingsplaner og er med til at sikre en effektiv, bæredygtig og fremtidssikker elforsyning for alle.