KONSTANTs langsigtede netudviklingsplan 2023 er godkendt og indsendt til Forsyningstilsynet og offentliggjort på konstant.dk.
Den langsigtede netudviklingsplan 2023 er vores samlede plan for udviklingen af elnettet i KONSTANTs forsyningsområde. Planen er den første af sin slags, og vi skal fremover offentliggøre en netudviklingsplan hvert andet år.
KONSTANT stiller desuden et interaktivt GIS-kort til rådighed, der viser belastninger og restkapacitet for 60 kV-transformerstationer og 60 kV-kabelstrækninger i perioden 2023 til 2033.
Kravet om udarbejdelse af netudviklingsplanerne er indført med ændringer af EU’s eldirektiv og er implementeret med bekendtgørelse om varetagelse af netvirksomhedsaktiviteter (BEK nr. 1499/2021).
Baggrunden for de nye regler er EU’s mål om grøn omstilling af energisektoren. Netudviklingsplanerne anses i denne forbindelse som et vigtigt værktøj til bl.a. at understøtte udviklingen af vedvarende energikilder, energilagring og elektrificering af transportsektoren. Planerne skal skabe gennemsigtighed for markedsaktører om den fremtidige udvikling og behov og give interesserede markedsaktører bedre mulighed for bl.a. at levere fleksibilitetsydelser og dermed påvirke udviklingen i distributionsnettet. Gennem inkluderende netudviklingsplaner medvirker KONSTANT dermed til at sikre, at den nødvendige kapacitet og netinfrastruktur er til rådighed, for at bæredygtig byudvikling i lokale byer og lokalsamfund i netområdet kan styrkes, jf. FN verdensmål 11.
Netudviklingsplanerne understøtter dermed KONSTANTs ønske om at bidrage til at sikre en effektiv, bæredygtig og fremtidssikker energiforsyning for alle.