KONSTANT distribuerer strøm til elforbrugeren. Dette medfører, at der tabes energi undervejs. Nettab er et stort fokusområde for KONSTANT, da det er en væsentlig omkostning i driften af et elnet. Desværre er der indimellem også andre årsager til nettab. Årsager, som vi ikke accepterer og derfor kører en ”nul-tolerance”-politik over for. Nemlig tyveri. Tyveri i den forstand, at man anvender den distribuerede strøm uden måler og dermed uden afregning.
KONSTANT distribuerer strøm til elforbrugeren. Når strøm løber mellem anlæg, der producerer elektricitet, og elkunderne, går der energi tabt undervejs i form af varme i kabler, luftledninger og transformere. Mekanismen svarer til den, der gør sig gældende, når ens mobiltelefon står til opladning, og opladeren bliver varm.
Nettab er et stort fokusområde for KONSTANT, da det er en væsentlig omkostning i driften af et elnet. Den strøm, der ”tabes” undervejs, skal betales af KONSTANT og dermed af de mange andelshavere, som ejer elnettet. Derfor gøres der mange tiltag for at minimere nettabet og dermed omkostningen til at distribuere el. Vi laver løbende analyser for at optimere vores anlæg og blandt andet sikre mere energieffektive transformere – faktorer, som har betydning for nettabets størrelse.
Desværre er der indimellem også andre årsager til nettab. Årsager, som vi ikke accepterer og derfor kører en ”nul-tolerance”-politik over for. Nemlig tyveri. Tyveri i den forstand, at man anvender den distribuerede strøm uden måler og dermed uden afregning.
Den anvendte strøm er med til at øge nettabet og dermed også med til at øge regningen for de mange andelshavere, som ejer elnettet. Det betyder, at andre betaler for den enkeltes tyveri af strøm.
KONSTANT analyserer løbende netdata for at finde tyveri, og vi har netop installeret et nyt tyveridetekteringsprogram. Herudover besøger og kontrollerer vi målerne ved stikprøver.
KONSTANT behandler desværre mange sager om tyveri hvert år. Langt de fleste omhandler situationer, hvor der har været ændret på installationen, og hvor der er aftaget strøm uden måler. Der kan være tale om uopmærksomhed, misforståelser og i sjældne tilfælde bevidst aftag uden måler pga. manglende opmærksomhed på alvoren af denne form for tyveri. Men KONSTANT gradbøjer ikke tyveri.
Aftag uden måler behandles som tyveri, medmindre man har en klar aftale med KONSTANT om, at strømmen kan aftages uden måler. Dette kan være tilfældet i krisesituationer, f.eks. når beredskabet ved oversvømmelser eller brand skal bruge strøm til pumper.
KONSTANT har et godt og tæt samarbejde med politiet om tyverisager af denne karakter – særligt omkring sager, der vedrører ulovlig produktion af skunk. Det gør, at KONSTANT får mulighed for at komme med ud og gennemgå den ulovligt tilsluttede installation og dermed kan skabe et godt bevisgrundlag for politiefterforskning og forfølgning af erstatningskrav ved domstolene.
Vi er som andelsselskab fælles om at drive et effektivt elnet i lokalområdet. Så har du mistanke om aftag uden måler, skal du ikke tøve med at kontakte os.