KONSTANT har testet anvendelsen af battericontainere i forbindelse med anlægsskift på et transformeranlæg i Aarhus midtby med stor succes.
Normalt anvender KONSTANT en dieselcontainer til at skabe nødforsyning, når transformeranlæg skal udskiftes eller serviceres. I den forbindelse kan der opleves motorlarm. Dette elimineres via den næsten lydløse battericontainer til glæde for både beboere og KONSTANTs driftsteknikere.
Det er nødvendigt af slukke for transformeren ved anlægsskift, hvilket betyder, at beboeren kortvarigt oplever strømudfald. Men ikke denne gang, hvor der blev skabt en såkaldt ”blinkfri” omkobling.
Man har ikke tidligere anvendt batterier i Danmark ved anlægsskift, men testen har med driftslederens ord været med til at "gøre Aarhus lidt grønnere”. Det er helt i tråd med KONSTANTs ambition om at være innovative og bidrage til en effektiv, bæredygtig og fremtidssikker energiforsyning for alle.