Når vi kigger ind i fremtiden, kommer vi til at bruge el til langt flere ting end i dag. Vi har elbiler, vi har robotstøvsugere og –plæneklippere, og mange skifter over til alternative energiformer som varmepumper. Der skal samtidig skabes plads til anvendelse af grønne energier som f.eks. vind og sol. Det bliver derfor essentielt at fordele forbruget ud over flere timer. Her kommer flexafregning ind i billedet.
Med flexafregning bliver det fordelagtigt at bruge el uden for ”kogespidsen” mellem kl. 17.00 og 20.00 i vinterhalvåret. Det er nemlig her, at der bruges rigtig meget strøm i de danske boliger – og tarifferne er højest.
Alle elmålere i KONSTANTs forsyningsområde er klargjort til flexafregning, og alle kunder bliver i dag afregnet med fleksibel nettarif. Dette kaldes flexafregning.
Hvordan fungerer flexafregning?
Flexafregning betyder, at du bliver afregnet time for time. Dit strømforbrug bliver registreret time for time, og du betaler dermed det, din strøm koster i den time, du bruger den.
Din elpris varerier time for time. Den frie del af elprisen kan variere og er fastsat ud fra din aftale med din elhandler, men prisen, som du betaler for transport af strømmen, varierer også.
Nettariffen varierer og er højest om vinteren fra kl. 17.00-20.00. I dette tidsrum koster nettariffen 30,56 øre/kWh. Resten af døgnet slipper du med 11,09 øre/kWh*.
Har du spørgsmål til flexafregning, skal du kontakte din elhandler.
Din gevinst ved flexafregning
Hvor meget du konkret vil kunne spare, afhænger selvfølgelig af dine nuværende elapparaters strømforbrug samt husstandens samlede forbrug, og forbrugsvaner.
Mens tidspunktet for madlavning, brug af underholdningsapparater og belysning er svær at flytte fra kl. 17 til 20, er det mere oplagt at flytte forbruget af hårde hvidevarer som f.eks. vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine. Opladning af elbil og andre apparater, der kræver meget strøm, kan også med fordel lægges uden for de dyre timer.
Hvis du venter med at starte opvaskemaskine til efter kl. 20.00, kan du på årsbasis spare 38,00 kr.**
Besparelsen er større, hvis du venter med at lade din elbil op til efter kl. 20.00. Du kan spare op til 2.300 kr., hvis du starter opladningen af din elbil kl. 20.00 i stedet for kl. 17.00**.
Det går stærkt med udvikling af produkter, der kan hjælpe med at styre vores elforbrug. Og produkterne bliver mere og mere intelligente: I fremtiden vil der være produkter, der automatisk vil tænde og slukke afhængigt af prisniveauet eller mængden af vedvarende energikilder.
Har du solceller eller en husstandsvindmølle?
På Energinets hjemmeside finder du flere informationer om flexafregning. Her kan du også indtaste dine egne data og få en beregning af den økonomiske konsekvens for dig.
Hvad er nettarif?
Som en del af din elregning betaler du for at få transporteret el frem til din bolig. Dette er nettariffen.
Formålet med elnetselskabernes tarifering er overordnet set at fordele og opkræve omkostninger til drift af elnettet imellem de forskellige kunder. Fastsættelse af tariffen sker efter rimelige, objektive og ikke-diskriminerende vilkår og i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte kundegrupper giver anledning til, og anmeldes til Energitilsynet. På den måde sikres en rimelig behandling af KONSTANTs kunder.
Du kan læse mere om KONSTANTs nettariffer og abonnementer her.
*Priserne er eks. moms og efter fratrukket rabat. Priser er gældende pr. 1. januar 2020.
**Beregningen er lavet ud fra nettariffer hos KONSTANT i 2019 og sportprisen fra nordpoolgroup.com i 2019.