« Gå til nyhedsoversigt

Økonomisk håndsrækning til virksomheder i Østjylland

Det østjyske energiselskab, NRGi, vil komme erhvervsdrivende, institutioner og øvrige andelshavere til undsætning i en svær tid med nedlukning og krise som følge af corona-udbruddet. NRGi’s netselskab KONSTANT giver gratis nettarif og abonnement i juni måned, og NRGi øremærker midler til bæredygtige projekter, hvis gennemførelse er udfordret af den aktuelle situation.

Udbredelsen af coronavirus i det danske samfund rammer bredt og hårdt. Det gælder også det lokale erhvervsliv i Østjylland, hvor myndighedsrestriktioner og en generel påpasselighed hos forbrugerne mærkes direkte på økonomien.

Derfor vil NRGi nu give deres bidrag til lokale erhvervsdrivende og andre andelshavere via en række nye initiativer. Det andelsejede energiselskabs netselskab KONSTANT har blandt andet besluttet at droppe både nettarif og abonnement i juni måned, hvilket giver andelshaverne en besparelse på 23 millioner DKK i juni måned. Derved understøtter netselskabet de ca. 40.000 virksomheder i forsyningsområdet, der kan være pressede som en konsekvens af nedlukningen.

"Denne ekstraordinære situation kalder på, at vi alle udviser samfundssind og støtter, hvor vi kan. Det er afgørende, at vi holder erhvervslivet i gang, mens krisen står på. Derfor skruer vi på de midler, vi har til rådighed nu og her, så vi på bedst mulig vis kan bidrage til et velfungerende samfund," siger Jacob Vittrup, administrerende direktør i NRGi-koncernen.

Beslutningen om at droppe nettarif og abonnement i juni måned udgør et mindre bidrag, men det er summen af de mange initiativer, der bidrager til den fælles sag, som kan have afgørende, positiv effekt for den enkelte. Derfor vælger vi at byde ind med vores bidrag nu.

NRGi’s netselskab KONSTANT fortsætter desuden med at betale løbende rabatter til de godt 215.000 andelshaverne, der er tilsluttet elnettet i KONSTANT. Den løbende rabat udgør cirka 70 millioner kr. årligt.

Millioner øremærket til bæredygtige projekter
Siden 2016 har NRGi støttet nytænkende projekter i lokalområderne gennem NRGi’s værdipulje. På baggrund af corona-udbruddets samfundsmæssige konsekvenser vil puljemidlerne dette forår – i alt cirka tre millioner kroner - gå ubeskåret til grønne projekter, iværksat af virksomheder, institutioner eller øvrige andelshavere, som nu har fået vanskeligere ved at realisere projekterne som følge af krisen.

Modtagere af dette års værdipuljemidler kunne for eksempel være en mindre virksomhed eller en institution, der har måttet udskyde energispareprojekter eller planer om at etablere ladestationer til elbiler.

”I NRGi mener vi det, når vi siger, at vi ønsker at bidrage til et velfungerende samfund og en renere planet. Normalt udloddes værdipuljemidlerne til en bredere pulje af projekter, men fordi situationen er ekstraordinær lige nu - og klimaindsatsen er trådt i baggrunden - ønsker bestyrelsen, at værdipuljen prioriteres til projekter, der understøtter 70 % reduktionen af CO2-udledningen for små og mellemstore virksomheder samt institutioner i forsyningsområdet, hvis gennemførelse er udfordret af den aktuelle situation. Det her er vores beskedne bidrag til en vigtig dagsorden, som vi ikke må glemme, selvom vi står i en krisesituation,” siger Jacob Vittrup.